Viser opslag med etiketten gys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gys. Vis alle opslag

tirsdag den 5. august 2014

Varulve-novelle for voksne på vej

Jeg har netop fået at vide, at min novelle "Mand Kvinde Hund" er blevet antaget til Forlaget Kandors varulve-antologi.

Antologien er til voksne og skulle efter sigende ikke være for sarte sjæle:) 

Det er planen at den udkommer om et halvt års tid. Jeg glæder mig til at læse de andre noveller i samlingen - og så kunne jeg se at jeg faktisk kender et par af de andre forfattere:) 

lørdag den 3. maj 2014

Fra forfatterens gemmer

Jeg kiggede min mail i gennem i dag og fandt nogle fotos fra 2010, som jeg i sin tid fik lov at bruge på min blog og hjemmeside. Men jeg tror faktisk aldrig jeg fik vist dem frem.

De er fra en artikel i Vestegnen, som blev trykt da Et blodigt spil udkom. Hele artiklen (og et par billeder mere) kan ses her.
Bemærk at billederne ikke må kopieres/benyttes uden fotografens tilladelse. Fotografen er Kenn Thomsen.

Så her kommer et par gamle forfatter-fotos til de nysgerrige. Husk at de er fra 2010, altså da jeg var 23 år. Nu er jeg 27 ...

Fotograf: Kenn Thomsen, Vestegnen/2010

Fotograf: Kenn Thomsen, Vestegnen/2010

torsdag den 18. februar 2010

Lektør til 6 gode grunde...

Håbefulde Unge Forfatteres gyserantologi 6 gode grunde til ikke at sove i mørke har fået en lektørudtalelse, som vi er rigtig stolte af.

Lektør Ulla Møller skriver blandt andet:

En bog for unge fra 12 år, der holder af veldrejet gys (...)

Balancen mellem det realistiske og det overnaturlige er hårfin i alle seks noveller, og det gør hændelserne troværdige

Ikke bare "fire håbefulde unge forfattere", men fire talentfulde unge forfattere, som det bliver spændende at læse mere af i de kommende år

lørdag den 13. februar 2010

Gyserantologi anmeldt af Fortællingen.dk!

Håbefulde Unge Forfatteres gyserantologi "Seks gode grunde til ikke at sove i mørke" er blevet anmeldt på Fortællingen.dk af Janus Andersen. Janus Andersen skriver blandt andet:

Alt i alt er 6 gode grunde til ikke at sove i mørke en god lille antologi for de yngre horrorfans - der er et godt udvalg af forskellige tilgange til genren, og jeg synes egentlig, at samtlige noveller rummer en eller anden form for kant; der er både hurtige, bastante gys og de mere langsomt opbyggede. Samlingen er ret letlæst, og så er der et eller andet befriende i, at det er unge mennesker, der skriver om unge mennesker - horror kan kun blive ved med at fungere, hvis den følger med tiden og sine læsere, og det er HUF med til at gøre med denne udgivelse. Der er potentiale at holde øje med her.

Læs hele novellen her.

Jeg er super glad for, at et så stort site som Fortællingen.dk anmelder vores antologi. Jeg håber nemlig at bogen kan være med til at udbrede kendskabet til foreningen - der kan være et super godt startsted for unge, der gerne vil være forfattere - eller som allerede er det, og gerne vil have et større netværk.
Derfor håber jeg, at der er nogle biblioteker, der vil købe bogen hjem, så den kan inspirere unge til at skrive (eller bare skræmme dem, hvis de kan lide et godt gys...).

Køb bogen
"6 gode grunde til ikke at sove i mørke" koster 120 kr. (+ porto 18,50 kr).
Isbn: 87-91793-00-9
Hvis du ønsker at bestille et eks. af bogen, så send en mail med navn og adresse til gysersamling@gmail.com
Læs mere om samlingen her.
Læs mere om Håbefulde Unge Forfattere her.

onsdag den 6. maj 2009

Fantasy- og gyserskrivekursus til efteråret



Skriver du gys eller fantasy? Så kig nærmere på mine to efterårskurser på Skriv - Det Danske Skriveinstitut, eller læs mere her:





Fantasy - skriv en anden verden!

Kunne du tænke dig at skrive historier i en verden, der bryder med vores? At lade personerne have vinger, tryllestave eller magiske kræfter? At finde en port til en helt anden verden? Så er fantasygenren noget for dig!

Vi begynder med genrekarakteristika. Hvad gør en tekst til fantasy? Hvordan opbygger man en troværdig fantasyverden? Og går så selv i gang med at skrive.
Kurset bygger på princippet om skrivskrivskriv! og du kommer både til at opbygge din egen fantasyverden, og skrive begyndelsen, midten og slutningen af en fantasytekst.

Når kurset er slut, kan du gå direkte hjem og skrive videre, forhåbentlig med kontakt til holdet i det omfang, I aftaler det.
Kurset er både for dig, der gerne vil i gang med at skrive, og dig, der allerede har skrevet en del. Både unge og ældre er velkomne!

Læs mere.

Gyselig skriveaften

Blodspor i håndvasken, en afskåret finger i en skuffe, en dukke med evigt åbne øjne...

Vi begynder med "Det var en mørk og stormfuld nat" og bevæger os gennem gysergenren efter princippet skrivskrivskriv. Efter en kort teoretisk gennemgang af genrens kendetegn, skal du selv i gang med at skrive en gysernovelle. Vi skriver begyndelsen, midten og slutningen, så du kan gå direkte hjem og skrive den færdig.

Og husk - gys er både bloddryppende splat og psykologisk nervepirren.

Kurset er både for dig, der gerne vil i gang med at skrive, og dig, der allerede har skrevet en del og måske deltaget i andre kurser. Både unge (fra 15 år) og ældre er velkomne!

Læs mere.

mandag den 9. februar 2009

"Kan bamser holde op med at smile?" i Himmelskibet!


Min ungdomsgysernovelle Kan bamser holde op med at smile? vandt i efteråret 2008 en delt 1. plads i Fantasticons hurtigskrivningskonkurrence. Nu er novellen blevet trykt i Himmelskibet nr. 18 (sammen med den anden vindernovelle). Himmelskibet er et magasin om de fantastiske genrer, herunder gys, som udgives af Foreningen Fantastik.





Forsidebillede af Jan Kjær, grafik af Michael Bernth. Tak til foreningen Fantastik.

Rammerne for novellekonkurrencen er den årligt tilbagevendende con, Fantastasticon. Der er afsat to timer til at skrive en novelle inden for den fantastiske genre, og vinderen kåres på connens sidste dag. Jeg vandt også konkurrencen i 2006 med fantasynovellen Sjælespiserne, som også blev trykt i Himmelskibet.

Kan bamser holde op med at smile? handler om en teenagerpige, der bliver konfronteret med fortiden og evnen til at tilgive, da hun skal rydde op i de sorte sække med bamser på loftet. Den tager udgangspunkt i det klassiske gyserelement at det kendte ændrer karaktér, samtidig med at der er et halv-psykologisk lag i novellen.

Jeg er blevet meget glad for (ungdoms)gysergenren, fordi man her kan blande klassisk spænding med overnaturlige elementer og mere eller mindre psykologiske lag af fortrængninger og konfrontationerne i personernes indre. Dette kommer også til udtryk i novellen Pink neglelak, som udkommer i HUF's gysersamling for børn og unge senere på året. Samlingen er blevet til efter en konkurrence i foreningen, hvor seks noveller blev udvalgt. Jeg glæder mig meget til samlingen bliver udgivet.