fredag den 11. april 2014

Forside til Hjertets Kald

Her er forsiden til Havets Tåre 2 - Hjertets Kald, som er lavet af Mette Breth Klausen og tilrettelagt af Alette Bertelsen. Jeg er super glad for resultatet. Hvad synes I?


Ps. Havets Tåre koster i øvrigt kun 99 kr. som e-bog hos Saxo. Hvis du nu ikke har fået læst den første bog i serien endnu:)

torsdag den 10. april 2014

Find din kreative energi og skriv flere bøger

Er kreativitet og effektivitet hinandens modsætninger i skrivehåndværket? Camilla Wandahl siger nej. 
Foto: Kirsten Frandsen

Med udgangspunkt i sit eget forfatterskab fortæller hun, hvordan du balancerer i krydsfeltet mellem kreativ energi og effektiv produktivitet.

Du får redskaber til at blive mere løssluppen og legende i din skrivning - men også til at blive mere struktureret og produktiv og få mere fra hånden på kortere tid.

Se min littTalk fra mit oplæg på Vallekilde Højskole, 2014 her.

onsdag den 9. april 2014

Drengen med de tre øjne

Ill: Hans Ovesen
 Drengen med de tre øjne er en fantasyhistorie om en dreng, der er født med tre øjne: to almindelige og ét vandblåt øje i nakken. Han bliver mobbet af de andre drenge, og en dag går mobningen over gevind, og han falder ud over et vandfald - og bliver overfaldet af en vandulv. Men måske er der en grund til, at han har tre øjne?

Novellen er fuld af eventyr, mod og magi, men det er også en historie om at acceptere den man er og at blive modig og finde sig selv. Novellen er skrevet til børn fra 10-13 år - både piger og drenge.

En måske sjov detalje er i øvrigt, at novellen foregår i samme "verden" som min sørøver-serie Søstre på De Syv Have. Der er ingen af de samme personer med (og det er ikke en sørøver-historie), men vandulven er lidt en "fætter" til de isulve, der optræder i Søstre på De Syv Have 6 - Den Iskolde Heks.

De fantasifulde tegninger til Drengen med de tre øjne er tegnet af Hans Ovesen.

Om Læseraketten
Ill: Hans Ovesen
Drengen med de tre øjne er udgivet i Læseraketten 2014, som er Ibis projekt til fordel for Sierra Leones børn under mottoet "Hele Verden i Skole". Antologien udgives hvert år og indeholder foruden noveller og illustrationer doneret gratis af forfattere og tegnere en række faktatekster om børneliv i Sierra Leone.
Bogen bliver uddelt til skoler i Danmark og Grønland, og på internettet kan man finde undervisningsmateriale både til de enkelte noveller og faktateksterne. Både noveller og faktatekster er skrevet, så der er tekster både til de små klasser og de ældre elever
Ibis/Vest-Lillesøe/OKTAN/Waldorph
Faktisk kan man finde hele bogen (og dermed alle novellerne) gratis på internettet! Hvis du er nysgerrig, kan du læse den her. (min novelle er på side 46). På hjemmesiden kan du også finde de tidligere udgaver af Læseraketten. Gennem tiden har mange kendte forfattere bidraget til antologierne.

Det har været rigtig spændende at være med. Tænk at kunne donere en novelle til fordel for sådan et godt projekt. Og så var det endda en fest at skrive historien om Drengen med de tre øjne.

lørdag den 5. april 2014

Sneak Peak - Hjertets Kald

Skitse: Mette Breth Klausen
Mette Breth Klausen har lavet en super flot skitse til forsiden til Havets Tåre 2 - Hjertets Kald. Den rigtige forside er på vej (og den er ikke 'sløret' ligesom skitsen) - men foreløbigt synes jeg det ser RIGTIG godt ud.
Bogen udkommer efter planen inden sommerferien. Den er lige blevet sendt til tryk!





fredag den 4. april 2014

Afsløring af forsiden til Søstre på De Syv Have 6

Den Iskolde Heks. Udkommer efter planen efteråret 2014. Sidste bind i serien om søstrene Vana og Sam og deres søgen efter deres mor.

Forsiden er tegnet af Jesper Ejsing og designet af Bertelsen og Milton.


torsdag den 3. april 2014

Læseraketten er udkommet

Læseraketten er udkommet, og jeg har novellen 'Drengen med de tre øjne' med i bogen. Mere info følger senere:)
Forsiden er bragt m tilladelse fra Ibis

Forfatterbesøg i Slagelse

I går var jeg i Slagelse og besøge Søndermarksskolens 4. klasser, der alle havde fået læst Søstre på De Syv Have 1 højt. 

Omslag: Ejsing/Milton/Bertelsen
Det var et super arrangement. Biblioteket havde trykt plakater med bogens forside, som de havde pyntet rummet med. De havde også hængt lidt Veninder for altid-forsider op. Og fordi børnene havde læst Den Sorte Vinge, kørte dialogen bare rigtig godt.
Jeg fortalte især om monstrene i bøgerne: Den Røde Slange, Den Gyldne Griff, Det Lilla Monster og selvfølgelig Isheksen og hendes isulve.
Børnene var virkelig på, og det var en sand fornøjelse at tale med dem om bøgerne. Jeg læste også højt for dem for at vise, hvor farlig Den Røde Slange er! Vi kom vidt omkring - blandt andet forklarede jeg, at Den Røde Slange var lidt inspireret af Midgårdsormen. Og der var et barn der gættede, at Det Lilla Monster var inspireret af Kraken.
Til sidst trak jeg lod om et par bøger, og børnene ville også gerne have autografer.

Skolen havde søgt kunst.dk om støtte til arrangementet, så skolen betalte ikke andet end min transport. Du kan læse mere om muligheden for at søge støtte til børn og unges møde med forfattere her. Der er frist næste gang 1. maj.

Hvis du er lærer og selv kunne tænke dig et super sejt mellemtrins-besøg til dine elever, så kommer jeg også gerne og fortæller om Søstre på De Syv Have på din skole! Læs meget mere her eller send mig en mail på Camilla.Wandahl @ gmail.com