fredag den 1. april 2016

Et stykke af månen - gratis teaser!

Omslag af Alette Bertelsen
Læs starten af "Et stykke af månen" - en helt ny YA-roman af Camilla Wandahl, forfatteren til "Hjerte i vente". Det er første del af kapitel 1, og da bogen ikke er færdig, kan der stadig ske ændringer. God læselyst!

Kapitel 1 
Niveau af lækkerhed

”Det bliver så fedt, når vi får læseferie.” Amalie ligger på den støvetblå madras ved siden af mig.
Hendes arme er foldet under hovedet, og hun kigger direkte op i de skyer, som min lillesøsters klasse malede sidste år. Jeg syntes ærlig talt det var lidt latterligt, at skolen valgte at invitere folkeskoleleverne fra skolen ved siden af ind og male hyggeloftet, men Kajsa var helt oppe at køre over det.
Jeg kigger på Kajsas sky ovre ved det lille, låste tagvindue. Derfra kan man se ud over det meste af gymnasiets gård, for hyggerummet ligger øverst over biblioteket.
”Jah …”. Nogle gange tænker jeg på, hvornår Amalie bliver træt af mig. Altså, helt ærligt: Hvem glæder sig ikke til læseferie? Og hvem tænker rent faktisk på at læse, når de har læseferie – ud over nørdede mig?
Omslagsskitse: AletteB
”Og næste år bliver alting anderledes.” Amalie ruller omkring, så hun ender med at ligge på siden og kigge direkte på mig. ”Så er vi ikke længere 1.g’ere. Det er slet ikke til at fatte, at året er gået så hurtigt!”
”Næh …” Måske skal jeg tage et kursus i taleevner. Eller low conversation. Jeg tror, det er det mor kalder det, når hun underviser sine elever i at snakke om hverdagstrivialiteter på engelsk. Altså, sådan helt almindelige kedelige ting.
Som at komme op i 2.g. Som at få læseferie.
”Luke siger, at livet først rigtigt begynder, når man går ud af gymnasiet.”
”Luke er så fuld af lort.” At tale om Luke, giver mig noget af stemmen tilbage.
Hvis jeg var mere som Amalie, ville jeg kende Luke. Så ville jeg være én af dem, der hang i gården foran klasserne. Og når Luke kom forbi, ville han sige ”Hey, Dina”. Og jeg ville smile og tale om strandturen på fredag, hvor 3. g’erne har sidste skoledag. At det blev mega fedt, og at jeg selvfølgelig tog med på stranden.
”Jeg behøver altså ikke tage med på fredag. Vi kan stadig godt holde filmmarathon hjemme hos dig.” Nogle gange er det, som om Amalie er tankelæser. Hun ved, at jeg tænker på strandturen.
”Ej, selvfølgelig skal du tage med. Jeg kunne jo også bare tage med,” siger jeg.
Og altså, det er på en måde sandt. Jeg kunne godt tage med. Men når jeg tænker på at ligge mellem Amalies lækre-allerede-gyldne-sommerkrop og Nadia, der sikkert har verdens mindste sol-bikini på, så stejler alting. Og jeg magter egentlig heller ikke alle min mors advarsler og gode råd, som hun for længst burde have droppet.
”Luke kommer.” Amalies stemme bliver en lille smule lysere.
Camilla Wandahl er på vej med ny YA-roman
Foto: Kirsten Frandsen
”Lad nu være med at sige, at du også er forelsket i ham.”
”Hvad mener du med også?” Der er noget vagtsomt i Amalies stemme, som får mig til at sætte mig op.
”Det er bare sådan lidt kliche. Alle piger på skolen er jo vilde med ham.” Jeg gør min stemme let.
Det er ikke så svært. Jeg er jo netop ikke vild med ham. Faktisk synes jeg, han er for meget. Det synes jeg generelt mennesker, som alle bøjer sig i støvet for, er.  Jeg kan bedre lide dem, som har noget på hjerte. Altså som ligesom har kant og brænder for ét eller andet. Ligesom jeg elsker at skrive.
Amalie tegner mønstre på madrassen. Hjerter og buer og lyn. Jeg følger hendes pink negl med øjnene.
”Okay, så du er forelsket i ham. Skal du så score ham?” Jeg prøver at lyde, som om det er helt fint med mig.
Det gjorde jeg allerede, da hun blev veninder med Nadia og Thea fra 3. a. Hun havde mødt dem i friluftsbadet, og de var faldet så meget i snak, at de havde inviteret Amalie med til fest om aftenen.
Hun spurgte også mig, men det var lige deromkring, hvor min morfar døde, så jeg kunne slet ikke overskue det.
Måske var det hele blevet anderledes, hvis jeg var taget med til festen. Fester er jo ikke ligesom strandture. Og selvom jeg føler mig enormt akavet til den slags fester og ikke rigtigt ved, hvad jeg skal sige, når jeg er sammen med Nadia og Thea, så er de jo søde nok. Jeg forstår godt, at Amalie gerne vil være veninder med dem. Og jeg gider i hvert fald ikke være sådan en jaloux, besidderisk bedsteveninde, der skal bestemme, hvem hendes veninder er sammen med.
”Michael spurgte alligevel også, om jeg ikke kom hjem til ham og Philip.” Det er løgn, for Michael ved godt, at jeg har en aftale med Amalie på fredag.
Men jeg er ret sikker på, at han skal være sammen med Philip, og næsten lige så sikker på, at jeg er velkommen. Der var trods alt engang, før Amalie, hvor det var os tre.
Når man har kendt hinanden fra man blev født, når man ligesom er genetisk samtænkt fra et højere sted, så overruler det alt muligt andet. Køn, for eksempel. Da jeg var lille tænkte jeg slet ikke på, at mine to bedste venner var drenge. Eller at Philip var et år ældre end Michael og mig.
”Jamen så har du jo procentvist meget bedre chance for at score end mig. TO drenge og EN pige, du ved.” Amalie griner og kaster en pude i hovedet på mig.
”Ad for helvede, den er fuld af leverpostejsmadder.” Jeg kaster puden tilbage og rammer hende på skulderen. Bagefter retter jeg mine briller, for puden fik dem til at sidde helt skævt.
”Og sperm. Fra alle de desperate drenge på skolen, der aldrig får noget.” Hun rammer mig i ryggen, fordi jeg lynhurtigt kaster mig væk.
”Hvor er du klam!” Jeg kyler puden helt hen til vinduet.
Amalie kaster sig efter den. Men i stedet for at fange den, vinker hun mig overivrigt hen til sig.
Jeg kravler hen til hende og kigger ud af den lille, fedtede rude. Kniber øjnene sammen for bedre at kunne se. Skolen er kun i to plan, så der er ikke så langt ned.
”Niveau af lækkerhed?” spørger hun.
Luke står i gården. Forårssolen kaster et skarpt lys ned på hans hår. Brune krøller, der netop er så lange, at det ser tilfældigt ud. Måske er det tilfældigt. Hans læderjakke er åben og slidt. Jeg kan se ham, genkende den mørke farve på læderjakken. At huske farver på folks tøj er en evne, jeg har i overudviklet grad, for det er den bedste måde at genkende folk på afstand. Selvom jeg ser noget nær tusind gange bedre end Philip, finder man jo stadig på små tricks. Sådan helt ubevidst.  
Detaljerne, for eksempel forårssolen i krøllerne er noget, jeg digter, fordi det passer til stemningen. Jeg er ret god til sådan noget med stemninger, og sol og måne giver altid lige et ekstra pift, også i poesi. Bare det ikke bliver for klichéfyldt, det advarer Michael mig altid i mod.   
Der går et sug gennem min krop, da Luke løfter sine arme og strækker sig. Jeg ved bare, at man kan se et bart stykke mave, og at Amalie er ved at æde ham levende. Med øjnene, altså.
”9.” Min stemme ryster en lille smule. Jeg håber ikke, Amalie lægger mærke til det. ”Der mangler lige det der sidste …”
Sandheden er, at der ikke mangler en skid. Hvis man ser ud som Luke, kan man få hvem som helst. Og Luke er godt klar over det – han flirter til højre og venstre, bare ikke med mig.
Jeg er et stykke usynlighed, og jeg kommer aldrig nogensinde i samme liga som Luke. Han er den der slags perfekte skal, som alle forguder og vil være venner med. Og selvfølgelig kan jeg godt se, at han er skide lækker. Men jeg vælger ikke mine venner på det ydre, og jeg ville ALDRIG prøve at score ham. Det ville være dumt, for i bøger er det altid, når pigerne lærer den lækre fyr at kende, at de forelsker sig rigtigt i ham. Fordi han har mere og byde på og alt sådan noget crap.

Sådan skal det ikke være i de bøger, jeg skriver, hvis jeg bliver forfatter, for det er noget lort. Luke er ligesom alle andre, bare i en lidt mere lækker indpakning. Han går til fester og på stranden og elsker at være midtpunkt. Hver sommer er han gudebrun og når pigerne glor på ham, skulle man tro, at han smeltede dem til flydende lava. Men altså, man vælger jo heller ikke en is efter indpakningen. Det er det indre, der tæller. Det har Amalie bare ikke fundet ud af endnu, for hun er helt vild med Luke, og det er også ok med mig.

Hvad synes du om kapitlet?

mandag den 7. marts 2016

Opgaver til Som en tikken under huden

Omslag: Simon Væth og Alette Bertelsen
Her er et fuldt opgavesæt til lærere, der læser ungdomsromanen Som en tikken under huden med deres klasse. Opgaverne er tiltænkt udskolingen, primært 8-10. klasse, men det varierer selvfølgelig efter hvad klassen ellers har arbejdet med. 

Opgaverne er udarbejdet af forfatter Camilla Wandahl i forbindelse med et foredrag, hun skal afholde til Bibliotekarernes Internatkursus hos Foreningen af Kristne Friskoler i marts 2016.
God fornøjelse!

Arbejdsopgaver til Som en tikken under huden


Følgende opgaver er udarbejdet så eleverne alene, to og to, i grupper og fælles i klassen får mulighed for at arbejde med romanen både før, under og efter læsningen. På denne måde støttes eleverne i læseprocessen.
Før læsningen kan eleverne oprette en læselog enten i et kladdehæfte eller på internettet (fx på en blog), så de har alle deres noter til bogen samlet ét sted.

FØR læsningen

1. Hvilken bog er det her? (fælles i klassen)

Titlen – Diskutér på tavlen: Hvad tænker I, når I hører ordene ”som en tikken under huden”?

Forsiden – Diskutér i klassen : Hvad tænker I, når I ser forsiden?  Hvilken slags bog forventer I at skulle læse?

Bagsideteksten – Gå rundt i klassen. Når I møder hinanden, skal I diskutere, hvad I tror bogen handler om efter at have læst bagsideteksten.  

2. Hvordan er bogen opbygget?
(fælles i klassen)
Bogen er delt i tre dele. De hedder: Forårsmånens spor, Smørklat og Mørketid

Diskutér: Hvad tror I, de tre dele handler om, når I hører, hvad de hedder? Hvorfor tror I, bogen er delt i tre dele?

3. Prologen
a. Læreren læser prologen op.

b. Find sammen de ord, I synes er svære. Det kan fx være:

Kælver
Øresønderrivende
Barndomsskov
Dun
Pulserer
Korridor

Diskutér i klassen, hvad ordene betyder. Skriv betydningen ned i din læselog.

b. Hurtigskriv i din Læselog: Hvad tror du der sker nu …?

UNDER læsningen

Mens du læser del 1: Forårsmånens spor, skal du huske at bruge din læselog.

a. Skyg personerne.
Hvem møder vi?
Skriv i din læselog. Skriv i listeform med sidetal, så du kan finde det igen senere.

- Hvad hører vi om Vår?
- Hvad hører vi om Idun?
- Hvad hører vi om Vårs hemmelige ven?
- Hvilke andre personer er med, og hvad hører vi om dem?

b. Svære ord
Lav en liste over svære ord i bogen. Føj nye ord til efterhånden som du møder dem.

Del 2. Smørklat

Prologen til del 2

1. Læreren læser prologen højt

a. Hurtigskriv i din læselog: Hvad kan du huske fra del 1, hvad hørte du i prologen og hvad tror du sker i del 2? Skriv så meget du kan nå på ti minutter.

b . Spørgsmål
Gå sammen i par og skriv videre på disse sætninger – der er ikke nogen rigtige svar:

- Når Vår siger, at der kun er et sted at starte, nemlig ”med os”, tror vi, at hun vil fortælle om …
- Når Vår siger, at ”efter vinter kommer Vår” kommer vi til at tænke på ….
- Vi tror, at der er sådan nogle små prolog-afsnit mellem hver del af bogen, fordi …
- Vi tror at næste del af bogen handler om …

c. Svære ord

Der er mange anderledes ord i dette prologstykke. Tal sammen i klassen, hvad betyder disse ord:
Filtre sig ind i hinanden
Kulmination
Nedsmeltning
Global opvarmning
Smeltesøer
Dirrende
Det ironiske

2. Læseloggen fortsættes
Mens du læser anden del af bogen, skal du fortsætte din læselog.

a. Forsæt med at skygge personerne. Når du møder nye personer, skal du tilføje dem til listen over personer.

b. Vårs alder
Skriv alle de steder ned, hvor man kan se, hvor gammel Vår er.
Både nu og hvis hun fortæller om noget, der er sket tidligere. Gem dine noter i læseloggen, så du kan lave en handlingslinje senere.

Del 3 – Mørketid

1. Prolog-arbejde

a. Brainstorm på tavlen over ordene mørketid og midnatssol.

b. Søg på Google – find billeder af mørketid og midnatssol.

c. Læreren læser prologdelen højt

d. Hurtigskriv alle dine tanker efter at have hørt prologen.

e. Gå sammen i par og diskutér: Hvad tror I Vår mener, når hun siger ”Det her er min del, min mørketid”?
Skriv jeres svar ned.
Diskutér jeres svar i klassen.

2. Læseloggen – fortsat


a. Fortsæt med at skygge personerne
b. Fortsæt listen med svære ord
c. Hold fortsat øje med Vårs alder og notér

3. Epilogen

a. Læreren læser epilogen højt.

b. Hurtigskriv alle dine tanker om epilogen – og om bogen, hvis du når det.

c. Gå sammen to og to og skriv, hvad I tror, der menes med:
- ”Når man sidder i flyet mod Grønland, går tiden nærmest baglæns”
- ”Og i gymnasiet var det jo os to, min ondskab og din”
- ”Et  sted inde i os er vi begge to de samme, som vi var engang.”

Diskuter svarene med en af de andre par.

EFTER læsningen
Nu har I læst hele bogen. Derfor er det nu tid til at gå mere i dybden med handlingen og personerne.

1. Tidslinje
a. Hurtigskriv: Hvad sker fra start til slut i historien? Tænk dig ikke om, bare skriv alt, hvad der falder dig ind.

b. Gå sammen i grupper. Lav et udkast til en tidslinje i jeres kladdehæfte.

c. Lav en udkast til en tidslinje på tavlen i klassen.
Diskutér bagefter – hvorfor fortæller Vår ikke bare historien, i den rækkefølge, som det sker?

2. Gruppeopgaver

Vælg mellem følgende opgaver som I skal lave sammen i gruppen:

a. Personkarakteristik
Lav en personkarakteristik af Vår, Mads eller Idun.
Brug jeres noter fra læsningen. Beskriv både indre og ydre karaktertræk.
Hvordan udvikler personen sig i løbet af læsningen? Hvordan er personens forhold til de andre personer?
Fremlæg jeres svar for klassen.

b. Hvem er T?
Find alle de steder, hvor T er nævnt i bogen (brug jeres læselog).
Diskutér:
- Hvad betyder T for Vår?
- Hvorfor tror I, han hedder T?
- Hvorfor tror I, at T er væk til sidst?
- Hvad kan T symbolisere i bogen?
Fremlæg jeres svar for klassen

c. Lav en film.
Lav en film eller et teaterstykke over én af scenerne i bogen.
Optag filmen med jeres mobiler og vis den til de andre bagefter eller teaterspil stykket for de andre.

d. Vårs spiseforstyrrelse
Gå i dybden med Vårs spiseforstyrrelse.
Diskutér:
- Hvad ved I generelt om spiseforstyrrelser?
- Hvordan kan man se i bogen, at Vår har en spiseforstyrrelse?
- Hvorfor tror I, at Vår får en spiseforstyrrelse?
I vælger selv, hvordan I præsenterer emnet for klassen, det kan fx være som en novelle, en fremlæggelse, en artikel eller en film.

3. Skriveopgaver

Nu skal du gå endnu mere i dybden med bogen. Derfor skal du vælge én af følgende opgaver:

a. Skriv et digt, hvor du bruger nogle af ordene fra bogen.
Det kan fx være ”solløst lys”, ”mørketid”, ”opløsning”, ”nedsmeltning”, ”isbjerg” osv. Gå selv på opdagelse efter flere ord! Dit digt behøver ikke rime.

b. Skriv videre.
Hvad sker der, da Vår og Idun mødes i Grønland? Skriv deres samtale.

c. Skriv historien fra en af de andre personers synsvinkel.
Skriv en novelle, hvor din hovedperson er enten Idun, Mads eller T. Hvordan oplever de det, der sker i bogen?
Du skal vælge et konkret sted i bogen og skrive det som om, du var enten Idun, Mads eller T.

Ekstra skriveopgave:
Jeres lærer kan finde FSA for 9. klasse 2014 til jer. Der er en skriveopgave, der tager udgangspunkt i Som en tikken under huden.

Værklæsning/Forfatterskabslæsning

Omslag: Nete Banke
Som en tikken under huden kan læses som værklæsning eller forfatterskabslæsning.

Forslag til titler:

Anders Johansen: Stjerneskælv (roman)
Naja Marie Aidt: Ond i sulet (novelle)
Mara Lee: Salome (roman)
Sandra Schwarz: Mig Maja (roman)
Kjersti Scheen: Månefeen (roman)
Meg Rosoff: How i live now (roman, engelsk)

Camilla Wandahl: Hjerte i vente (roman)
Camilla Wandahl: Ask Konge Taber (roman)
Camilla Wandahl: Et stykke af månen (roman)
Camilla Wandahl: Søster (novelle)
Camilla Wandahl: Karper (novelle)
Camilla Wandahl: Levende (novelle)


- Hvis du har idéer til andre opgaver til bogen, må du gerne skrive det i kommentarfeltet nedenfor! 

tirsdag den 1. marts 2016

Alt om at være pige - gratis teaser!

Omslag: Aette Bertelsen
Læs det allerførste kapitel af Camilla Wandahls kommende tween-roman "Alt om at være pige" - om 13 årige Ida og alle hendes tanker og oplevelser. 
Bogen udkommer maj 2016 på Forlaget Høst & Søn. Læs mere om bogen her.  

KAPITEL 1
Faktisk kan man diskutere, om mine bryster overhovedet findes

I dag i skolen havde vi seksualundervisning. Vi har haft det før, både da vi gik i 5. og 6. klasse. Men nu, hvor vi går i 7. skulle vi så have det igen. Selvom jeg er LIDT flov over at sige det, så var det faktisk ret sjovt. Det handlede ellers ikke så meget om sex, selvom det jo ligger i navnet. Men mere om AT VÆRE PIGE.
Vi blev nemlig delt op i drenge- og pigegrupper, og så skulle pigerne gå med vores dansklærer, Pernille, og drengene skulle gå med vores matematiklærer, Stefan. Jeg ved ikke, hvad drengene hørte om, selvom det kunne have været RET sjovt at være en lille flue på væggen og høre, hvad der blev sagt derinde. Om tissemænd og … ja, er der egentlig så meget spændende, når en dreng går i puberteten?
Altså, jeg mener, med piger er der jo ALT MULIGT! Vi får bryster og menstruation og hår under armene (det sidste får drenge selvfølgelig også).
Og så er der jo alt det med forelskelse og følelser, som vi også nåede at tale lidt om. Måske talte drengene også om det, men jeg har lidt svært ved at forestille mig Vitus og Elliot sidde og fortælle, at de er forelskede i nogen foran alle de andre drenge. Det kan godt være, at de alle sammen er enige om, at Liva og Asta er mega lækre - det er der vist ingen, der kan være i tvivl om, med de savlende hundeøjne, de sender efter deres bryster, som allerede er dobbelt så store som mine og Esthers. Faktisk kan man diskutere, om mine bryster overhovedet findes.
Nå, men jeg var jo ikke en flue på væggen til drengenes undervisning, jeg var selvfølgelig med hos pigerne. Først kom sundhedsplejersken og fortalte en masse praktisk. Hun gav os alle sammen en pose med bind og tamponer i, som vi kunne tage med hjem. Hun spurgte også, om der var nogen, der allerede havde fået menstruation.
Asta og Liva rakte straks deres hænder op. Efterhånden var der også to-tre af de andre piger, der rakte hænderne op. Men i det mindste er vi stadig fem piger, der ikke har fået menstruation. Det er jeg glad for. Tænk, hvis jeg bliver den sidste! Liva var den første, for hun fik det, da hun var 11 år.
Hvis det var mig, ville jeg nok have været flov. Dengang var jeg stadig meget barnlig. Det havde været ret underligt at få menstruation der. Men Liva var slet ikke flov. Hun kom i skole og hviskede det så højt til Asta, at vi alle sammen kunne høre det. Og der gik kun et halvt år, så fik Asta også menstruation (men der var vi kommet i 6. klasse).
Man ved altid, når en ny af pigerne har fået menstruation. For selvom alle er lidt flove og i hvert fald ikke vil have, at drengene ser deres bind, så virker det altså også, som om de er lidt stolte af det. For nu er de jo mere ”voksne” end os andre. Hvilket ifølge Esther er mærkeligt, for hvorfor skulle man være mere voksen af, at der kommer blod ud af én en gang om måneden? Jeg har givet hende ret, men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg også en lille-bitte-smule spændt på, hvornår JEG mon får menstruation. Og hvis jeg fx en dag har ondt i maven, så kan jeg da godt lige gå ud på toilettet og tjekke, om det er derfor! Men det har det altså ikke været endnu …
Da sundhedsplejersken var færdig med at vise bind frem og havde sagt, at hun også altid havde nogle ovre på sit kontor, hvis man pludselig fik menstruation i skolen (gulp! siger jeg bare!), begyndte hun at tale om prævention.
Jeg tror altså virkelig, der går noget tid, før jeg får brug for kondomer og p-piller, men det er selvfølgelig meget godt at vide, at det findes (det vidste jeg nu godt i forvejen).
Asta og Liva sad foran mig og Esther, og på et tidspunkt hørte jeg Asta hviske til Liva:
”Hvis du skulle gøre det med én, hvem skulle det så være?”
”Ej, det ved jeg ikke,” hviskede Liva tilbage.
Pernille så strengt ned på dem. Jeg tror ikke, hun havde hørt, hvad de talte om, bare at de hviskede. Men da Pernille begyndte at samle nogle brochurer med bind sammen, hviskede Liva: ”Vitus. Eller ham den lækre fra 8.”
Og så fnisede Asta og Liva helt vildt.
Der gik lidt et stød gennem mig, da hun sagde det. Ikke fordi jeg tror på, at hun kommer til at ”gøre det” med nogen af dem foreløbigt. De er jo ikke engang kærester, og vi er også først lige begyndt i 7. klasse … men hvorfor skulle hun lige sige Vitus? Kunne hun ikke holde sig til ham fra 8.?
De fnisede stadig, da Pernille begyndte at tale. Esther prikkede til mig og himlede med øjnene. Jeg smilede sigende. Sådan er det med Esther og mig: vi kan tale sammen uden ord. Vi kan også tale sammen, så ingen kan forstå, hvad vi siger, fordi vi taler så hurtigt. Det er sjovt.
”Nu er det slut med fniseriet,” sagde Pernille. ”For mens vi venter på, at drengene kommer tilbage, er der noget andet, jeg gerne vil tale med jer om.”
Og så begyndte Pernille ellers at tale om følelser, ja, faktisk holdt hun et helt foredrag om, at det var vigtigt at være tro mod sit hjerte, og at det var helt normalt at blive forelsket, og lige mens hun var ved at fortælle om den første dreng, hun var forelsket i, da hun selv gik i 7. klasse (han hed Kasper), kom drengene ind sammen med Stefan.
Faktisk ville jeg gerne have hørt mere om ham Kasper. For den første dreng, der kom ind ad døren, var Vitus. Og hans krøller sad bare enormt pænt, og blodet flaksede rundt i min krop, og det var ligesom lidt for virkeligt, det der med at være forelsket.

Hvad synes du om kapitlet?

fredag den 5. februar 2016

Forside til Et stykke af månen!

Jeg MÅ bare lige dele forsiden til Et stykke af månen med jer. Også selvom vi ikke har fundet på den geniale sætning (tagline), der skal stå i toppen og opsumere hele bogens titel i én sætning (I know - umulig opgave), og selvom der muligvis kommer mindre justeringer. Så se venligst bort fra vrøvle-latin i toppen og fortæl mig lige om Alette Bertelsen ikke har overgået sig selv? Jeg er forelsket ...

Omslag: Alette Bertelsen/AletteB

mandag den 1. februar 2016

3 tips til at skrive YA

Omslag: Nete Banke
Hvad er YA, og hvordan kan du skrive det? Jeg har udgivet tre romaner for unge - de to af dem dog før man rigtigt talte om YA som genre. Til efteråret udkommer min nyeste YA-roman, nemlig "Et stykke af månen". I den anledning vil jeg fortælle om mine erfaringer med at skrive om genren - nærmere bestemt vil jeg komme med tre tips til, hvordan du selv kan skrive YA, hvis du gerne vil i gang!
(Og så vil jeg lige hoste om Carlsens store YA-konkurrence med deadline 1. maj 2016. Hvis du skynder dig, kan du måske nå det!)

Men hvad er YA?
Der er rigtig mange forskellige definitioner på YA (young adult), og derfor vil jeg komme med min egen her:
I dette indlæg betragter jeg YA som romaner, der er for "unge voksne" - dvs. unge fra 14 år. De skal have noget på hjerte og være skrevet i et godt sprog. Hovedpersonen skal være identificerbar uanset om man er 14 eller 34 - og er ofte et sted mellem 14 og 18 år gammel. Der er ofte, men ikke altid, tale om coming-of-age-romaner med et alvorligt twist - fx sygdom eller problemer i familien. Gerne krydret med en romantisk historie!
Dette indlæg handler kun om realistiske YA-romaner, som fx "Jeg henter solen ned" og "En flænge i himlen" - de overnaturlige YA-bøger, fx "Twilight" og "Divergent", forholder jeg mig ikke til lige nu. (Selvom de er skønne at læse:)
Nedenfor vil jeg komme med tre tips til, hvordan du selv kan skrive en god YA-bog.

1. Du behøver ikke skrive en enestående bog - bare den VIRKER!
Nogle romaner er skrevet i en form, der er lige så spændende som romanen selv. Det er fx Ronnie
Omslag: Stoltzedesign
Andersens "Date med en engel", der er skrevet ligesom et filmmanuskript. Men for at skrive en god roman, behøver du ikke nødvendigvis at have en genial idé til selve udformningen. Masser af rigtig gode romaner bygger faktisk på HELT enkle værktøjer.
SÅ! I stedet for at bryde din hjerne med, hvordan du laver et enestående plot med nogle unikke karakterer i en totalt original indpakning, så find ud af, hvilke historier DU elsker. Og lav så din egen historie med dem som forbillede.
Jeg siger ikke, at du skal stjæle en historie, der allerede er der, men prøv at lægge mærke til, hvor mange historier, der er bygget over de samme typer plotpoints. Analyser dem med plot-modeller, og brug din nye viden til at skabe et traditionelt, men stærkt YA-plot!
Jeg arbejdede i 3 år på min nyeste YA-roman, "Et stykke af månen". Jeg skrev starten om igen og igen. Jeg havde en følelse af, at denne her bog kunne blive rigtig god og speciel. Jeg kunne bare ikke finde min hovedperson!
Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville prøve at smide ALT hvad jeg hidtil havde lavet på romanen væk, og så skrive den over samme læst som min første ungdomsroman "Hjerte i vente". Så jeg startede i en skolescene med en veninde, og så fortsatte jeg ellers bare derudad. Da jeg var tyve sider inde i bogen var jeg LANGT fra "Hjerte i vente", men dybt nede i min hovedpersons karakter - for det viste sig jo, at hun var blevet væk i mit forsøg på at finde på den genialle indpakning til bogen (der var alt fra korte prosastykker til et kæmpe kollektiv-roman-projekt!).
I løbet af to måneder havde jeg første udkast til en YA-bog, som jeg synes, er en af mine mest vellykkede romaner.
Når jeg siger, at din bog ikke behøver være genial, så mener jeg selvfølgelig ikke, at den skal være hverken flad eller kedelig. Det er vigtigt, at den virker og tænder læseren. Og det vil jeg komme ind på i næste tip.

2. Tænd din læser - find tonen!
Omslag: Væth/Bertelsen
Hvis du kan få læseren på krogen, så han/hun ikke kan lægge bogen fra sig, så er du ret godt hjulpet. For så har forlagsredaktøren jo nok også bidt på krogen. Men hvad er det egentlig, den krog er lavet af?
De fleste vil mene, at et godt plot og en fængende start fastholder læseren. Men det er altså ikke nok. Der er også flere andre vigtige parametre, og et af de vigtigste er efter min mening SPROGET og bogens TONE!
Kender du det, at du står i boghandleren og liiige bladrer op på første side, for at se, om bogen er noget for dig? Jep - du skal allerede kunne indikere hvilken slags bog, det er, på første side. Og det er altså sproget, du bruger til det.
Når jeg taler sprog, så taler jeg sprog, der gnistrer. Som lever og træder ud af papiret. Mindre kan helt sikkert gøre det, men hvis du læser "Jeg henter solen ned" (især Noahs passager), så får du et ret klart billede af, hvad jeg mener. Hvis du kan få dit sprog til at leve på samme måde som Jandy Nelson og SAMTIDIG kan styre et plot bare nogenlunde, så tør jeg godt love dig, at redaktøren læser din bog til ende! Hvordan du mere konkret bliver en sproglig mester er uden for dette indlægs emne, men jeg vil i hvert fald råde dig til at læse en hel masse forskelligt - også poesi.
Så er der det med tonen. Når jeg siger tonen, så mener jeg den sproglige energi, den følelse, der leder læseren gennem bogen. Hovedpersonens helt personlige stemme, som kan være fortalt i både 1. og 3. person (og også som du-fortæller eller alvidende), men som efter min helt egocentriske mening er lettest at arbejde med i 1. person (andre har lov til at være rørende uenige).
Det er de ting, der gør din hovedperson sær eller genkendelig. Det er de vendinger, han bruger igen og igen og den måde han ser verden på. Det er når Noah i "Jeg henter solen ned" (Læs den!!!) maler skoven, mens han går gennem den, så træerne falder ud af bogens sider. Det er, når vi præcis ved, hvordan det er at være den indadvendte og usikre hovedperson i "Fordelene ved at være en bænkevarmer" eller "Gåden om Alaska" (læs dem begge - de gemmer på rigtig fede karakterer). Og det er, når vi kan grine (og græde!) over "En flænge i himlen", fordi hovedpersonens stemme fortæller os, at nok er historien (endda meget) alvorlig, men det er også en hyldest til kærligheden, og der er plads til varme i læsningen (og det er i øvrigt - efter min mening - derfor bogen er blevet så populær, for der er ingen der KUN gider sidde og græde, når de læser).
Det kan svare sig at bruge noget tid og energi på at lede efter tonen og den sproglige energi, der får din bog til at leve. Det kan du gøre gennem skrivekurser, via flowskrivning eller ved simpelthen bare at kaste dig ud i det, velvidende, at du måske skal skrive det om senere. Det vigtigste er, at du kommer i gang.

3. Få så skrevet den bog!!
Jeg møder RIGTIG mange, der gerne vil skrive en bog. Nogle af dem er gået (lidt) i gang. Mange er
slet ikke startet. Nogle af dem har ikke engang en idé endnu. Vil du være en af dem, der hele livet drømmer om at skrive en bog, men aldrig kommer i gang? Eller vil du være hende, der faktisk prøvede? Og måske endda kommer i gennem nåleøjet? For et er sikkert: Din bog bliver ALDRIG antaget, hvis du ikke skriver den.

Det første skridt er at gå i gang, og det næste skridt er at blive færdig. Jeg læste engang et interview med en svensk krimiforfatter - måske var det Camilla Läckberg - der fortalte, at alle kunne finde på en historie, men man blev kun forfatter, hvis man havde lim i numsen. Til det vil jeg sige et rungende JA!
Det er ikke hver dag, jeg er inspireret til at skrive, og det er ikke altid inspirationen og de gyldne løsninger bliver sendt ned fra oven. Sommetider sætter jeg mig til computeren og er sur, træt eller ugidelig. Men når jeg går derfra, har jeg alligevel skrevet noget. For det skal jeg.
Og hvis du vil skrive din bog færdig, skal du også skrive på trods af (indsæt selv begrundelse).
Gennem årene er jeg kommet med masser af tips til at komme i gang med at skrive her på bloggen - i flæg nævnes: Hurtigskrivning, at skrive uden cencur/med et tørklæde over skærmen, at sende teksten løbende til en skrivegruppe eller betalæser, at lave skriveøvelser, at kaste sig ud i det, at lave plottet først, at vente med at lave plottet - listen er uendelig. Vælg det, der virker for dig - prøv dig frem. Sæt 20 minutter af hver morgen/eftermiddag/aften/i toget og KOM I GANG MED DEN BOG!
Når du er gået i gang, så fortsætter du, til bogen er færdig. Hvis du tror den er dårlig, fortsætter du alligevel, eller også beder du nogen om at læse det (vælg med omhu - den forkerte læser kan dræbe en ellers god skrive-energi!).
Når bogen er færdig, er du parat til at redigere den - og det er et HELT andet punkt. Der ligesom dette punkt i øvrigt gælder alle romaner - ikke kun YA. Men det siger nok sig selv.

Camilla Wandahl fortæller om
kreativitet og effektivitet på Bogforum 2015
Foto: Høst & Søn
Jeg HÅBER at mit indlæg har inspireret dig til at skrive en YA-roman. Jeg glæder mig til at se den i byens boghandler! Og så vil jeg lige i flæng tillade mig at nævne både mine egne YA-romaner og et par andre, jeg synes er gode:

Mine egne: 
Et stykke af månen (udkommer efteråret 2016), Som en tikken under huden, Ask Konge Taber, Hjerte i vente.

Andre: 
Jeg henter solen ned, Gåden om Alaska, Fordelene ved at være en bænkevarmer, En flænge i himlen, Hul i hovedet, Kære dumme døde Vik, Anna og det franske kys (hele serien), Himlen ved mine fødder, Date med en engel ...

Og så er der vist kun tilbage at ønske dig god læse- og skrivelyst!



mandag den 25. januar 2016

Bloggens nye struktur

Foto: Carsten Lauridsen
Før jeg blev mor, skrev jeg et indlæg når jeg lige fik en idé til et. Men da jeg gik på barsel, lavede jeg alle indlæg til 2015 på forhånd - og det fungerede super godt. Så det har jeg besluttet at fortsætte med.

Jeg har fået en ny, lækker hjemmeside, som du kan besøge her. Der står alt om mine bøger og foredrag.

Derfor har jeg valgt, at bloggen her fremover skal fortælle alt det uden om bøgerne. Det vil sige om skriveprocessen, og hvordan det er at være forfatter. Bloggen henvender sig især til mine læsere og folk, der selv drømmer om at blive forfattere (børn, unge og voksne).

Men da jeg lige er blevet mor, og jo også skal have tid til at SKRIVE bøgerne (ellers er der jo ikke noget at blogge om!) har jeg besluttet at der (kun) udkommer ét indlæg i starten af hver måned her på bloggen. Til gengæld vil jeg gerne love, at det (i hvert fald for det meste) bliver nogle indlæg med substans, fx skrivetips, bag om bøgerne og lignende.

Jeg håber, at I stadig vil følge med herinde, og lover jer, at jeg i hvert fald har planer om 2xskriveråd og 2xbag om bøgerne det kommende år! Og mere skal nok komme til!

Jeg mikroblogger på min officielle Facebook-side - det er altså der, jeg fortæller om forfatterhverdagen og mine nyeste udgivelser osv. Og så lægger jeg også billeder op på Instagram på @camillawandahl - I er mere end velkomne til at følge med!

Mange hilsner Camilla

søndag den 17. januar 2016

Forfatterstatus 2015

Omslag: Brethdesign

2015 har været et fantastisk år. Jeg blev mor til en skøn dreng, og der skete også lidt på bogfronten. Og så fik jeg rigtig gang i novellerne igen i slutningen af året. Nedenfor har jeg lavet en Forfatterstatus med årets højdepunkter. 
Hvis du har lyst, kan du også læse min forfatterstatus fra 2014, 2013, 2012, 2011 og 2010 ved at klikke på årstallene. God læselyst og godt nytår!

Udgivelser

Omslag: Brethdesign
I foråret fik jeg udgivet det sidste bind i Havets Tåre-serien, nemlig Sjælens
Bånd. I efteråret blev alle tre bøger i serien samlet til én bog, der udkom til boghandlerne (før var serien mest rettet mod bibliotekerne) under titlen Havets Tåre. Jeg håber, at det giver bogen nogle helt nye og måske lidt ældre læsere, for jeg synes selv at det er en rigtig spændende og romantisk historie, som jeg ville have elsket at læse, da jeg var 12 år. Og så er jeg også personligt ret stolt af den, fordi det er mit hidtil største fantasy-værk. Og jeg elsker altså virkelig fantasy-genren! Især hvis den er blandet med romantik.
Bog 1 i serien er i øvrigt blevet udgivet i Norge, Finland og Sverige via pigeklubben Girl:It. Den fik en ny forside og har forhåbentligt mødt nogle nye læsere!
Hvis du har læst Havets Tåre, må du meget gerne smide en kommentar om, hvad du synes om den. Jeg elsker at høre fra jer, der læser mine bøger!

Omslag: Sara Mille Jessen
Ill: Tove Krebs Lange 
I efteråret fik jeg også udgivet en helt ny bog, som jeg har arbejdet på siden 2013, nemlig Til min bedste veninde i verden. Det er Andreas bog til veninden Frida, der er flyttet til Fyn. Fordi Andrea savner hende så meget, vælger hun at skrive om alle sine oplevelser i bogen, som Frida så skal have i julegave. Helt sådan går det dog ikke – for det er svært at være langdistance-veninder.
Jeg var vild med at skrive bogen, fordi jeg for første gang havde en (synes jeg selv-) lidt morsom hovedperson. Altså sådan en lille smule ironisk. Og det gjorde, at det var så skønt og nemt at skrive den. Ja, jeg har faktisk en idé til en fortsættelse, men jeg ved ikke, om den bliver til noget, for jeg har ikke skrevet så meget som en linje på den endnu. Synes du, jeg skal skrive en fortsættelse, hvor man hører mere om Andreas liv?

Desuden har jeg haft novellen Tigerhelten med i Ibis’ bog ”Læseraketten 2014”. Det er en helt speciel novelle for mig, fordi jeg har skrevet den sammen med min kæreste, Jonas Jørgensen. Vi fandt på den, da vi var på vandretur på Bornholm med vores hund. Har din skole fået Læseraketten i år?

Jeg har også fået udgivet to noveller i Hendes Verden i år, nemlig Hjerteblink og Min søsters lykke, der begge handler om drømmen om at blive mor. Det er jo selvfølgelig et emne, der har optaget mig meget, og jeg synes, at det er to vigtige og ærlige noveller.

Nye skriverier
Jeg har skrevet én bog i år, og den hedder "Et stykke af månen”. Normalt skriver jeg flere bøger i
Jeg har også fået gang
i Instagram
løbet af et år, men da jeg har været på barsel en stor del af året, har jeg kun nået denne ene. Til gengæld er det en halvlang bog – altså som Hjerte i vente – og også en (meget romantisk) ungdomsroman - en genre som jeg er rigtig glad for selv at læse.
Jeg vil gerne holde bogens handling hemmeligt lidt endnu, men den handler om en 16årig piges forsøg på at finde sig selv og kærligheden. En blanding af alvor og kærlighed, og den skrev nærmest sig selv – en af mine bedste skriveprocesser nogen sinde. Og ifølge min redaktør en af mine bedste romaner (håber hun har ret).

Jeg har også skrevet løst på et par romanprojekter, men ikke noget, der er blevet færdigt. Så det vil jeg ikke fortælle så meget om andet end at jeg elsker at skrive på flere idéer samtidig, og at jeg har flere idéer, end jeg har tid til at skrive – men det er jo nok meget godtJ

Ud over romanerne har jeg skrevet en del noveller efter min barsel sluttede. Det er blevet til 5 romantiske noveller, 2 dyrenoveller og 1 alvorlig-realistisk novelle. De fleste af dem skrev jeg i december måned.
Hver eneste novelle starter med en unik idé, og jeg elsker at få lov at udfolde en historie på den korte plads, som man har til rådighed i en novelle. Det er sjovt på en helt anden måde end at skrive en roman.

Foredrag mm.
Foredrag på Åben Eng
Foto: Jannie S. Kold
Jeg har holdt et par håndfulde foredrag, blandt andet et for lærere, hvilket jo er en skøn målgruppe, fordi det er dem, der formidler mine bøger videre til børnene. Et par af foredragene var også for skriveklubber, og det er også super skønt at tale til nogen, der selv drømmer om at skrive! En del af foredragene var for mellemtrinnet, og der talte jeg især om Søstre på De Syv Have. Jeg elsker at fortælle om den serie, fordi monstrene er så sjove at fortælle om. Har du været til nogle af mine foredrag? Var det sjovt?

Danskfaget.dk har desuden lavet et online undervisningsmateriale til Hjerte i vente, hvor jeg har været med til at lave nogle små undervisningsvideoer, hvor jeg fortæller om mine tanker med romanen. En af dem kan ses her.

Og så blev Veninder for altid 1 nomineret til Bogslugerprisen 2015! Selvom den ikke vandt, var det stadig en stor ære!

Privat
Jeg har oplevet verdens største omvæltning og lykke: at blive mor. I marts blev jeg mor til lille Arthur
Foto: Kirsten Frandsen
efter en nem og hurtig (planlagt) hjemmefødsel, og jeg kan nu skrive under på, at jeg aldrig har oplevet så mange glimt af lykke som efter jeg blev mor – men at det også er super hårdt arbejde, fordi man ikke længere bestemmer over sin egen tid – og det er hårdt, hvis man har lyst til at skrive, skrive, skrive! Jeg ville dog ikke under nogen omstændigheder bytte Arthur væk for tiden til at skrive, og jeg har heldigvis haft 29 år til at pleje mit eget ego og skrive alt det, jeg ville. Og så er jeg jo så heldig, at det at skrive er mit arbejde, så jeg ved jo, at jeg får tid til at skrive igen, når han begynder i dagpleje.
Vi er desuden flyttet i hus – et gammelt hus fra 1700tallet med skunke og krogede æbletræer i haven. Det var vist faktisk i november 2014, men det tager jo altid lige nogle måneder at falde til.

År 2016 …

Kommende udgivelser og nye projekter

Omslag: Alette Bertelsen
Til maj udkommer min nye pige-bog Alt om at være pige til alle dem, der var glade for Veninder for altid og Til min bedste veninde i verden. Jeg skrev bogen i december 2014 på én måned. Den skrev nærmest sig selv, fordi 13årige Ida bare snakker derudad, og så skal jeg bare skrive ned! Det er en bog om alt det, der sker bag den lukkede dør på pigeværelset – forelskelse, den første menstruation, bryster (der ikke vokser) og meget andet. Det er den bog, som jeg har skullet skrive mindst om efter den blev færdig, hvilket muligvis skyldes, at den er skrevet så intenst og hurtigt. Jeg glæder mig meget til den udkommer og håber, at I synes det er en lige så sjov bog, som jeg gør. Jeg har nemlig for første gang (tror jeg) skrevet en varm og humoristisk bog!
Foreløbigt er det ikke en serie, men (som altid …) har jeg en idé til en fortsættelse.

Min ungdomsroman Et stykke af månen er sat til at udkomme til efteråret. Jeg er ved at redigere den nu – fx skal hovedpersonen ændres fra at være 14 til 16 år. Jeg er godt i gang med redigeringen, og regner med at tage ordentligt fat, når min søn starter i dagpleje.
Jeg har endnu ikke kontrakt på bogen, så udgivelsestidspunktet kan selvfølgelig godt nå at ændre sig.
Jeg glæder mig meget til at gøre denne bog færdig og få lavet forside mm. Jeg tror, det kan blive en rigtig god bog, som jeg selv ville elske. Og så er Dina, som den handler om rigtig sød og skøn, synes jeg. Og så har jeg for resten (for lige at modsige mig selv …) IKKE en idé til en fortsættelse til Et stykke af månen. Det er en stand-alone-bog. Og det skal den blive ved med at være.

Jeg har også idéer til en del noveller, som jeg håber, jeg får skrevet i 2016. Måske vil jeg kaste mig ud i krimi-novelle-genren. Jeg vil dog ikke love noget endnu. Men jeg er nysgerrig! Det kan også være, at jeg vil prøve at skrive en føljeton til et ugeblad. Men det kræver både en idé og et ugeblad, der mangler en føljeton. Så det må tiden nok vise, om jeg faktisk skal!

Til februar har jeg meldt mig til Skriv en bog på en uge for 4. gang. Jeg har tidligere været på kurset, hvor jeg har arbejdet med Ask Konge Taber, Havets Tåre og Alt om at være pige. Denne gang tror jeg, at jeg vil tage en endnu hemmelig idé med, som jeg i MANGE år gerne har villet skrive. Men nu må vi se, for da jeg var der sidst besluttede jeg helt spontant den første dag, at jeg ville begynde på noget helt nyt – og det blev så til Alt om at være pige. Og jeg er meget obs på at mærke efter, hvad jeg har lyst til at skrive på, så det bliver skrivelysten og ikke ”pligten”, der driver værket. Det tror jeg giver de bedste bøger!

Alt muligt andet sjovt i 2016

Foredrag på Bogforum 2015
Foto: Høst & Søn
Jeg har fået ny hjemmeside i 2016. I kan besøge den på http://www.camillawandahl.dk - jeg er MEGET glad for den! Jeg beholder fortsat bloggen på http://www.camillawandahlblog.dk, for hjemmesiden er mest til voksne bibliotekarer, lærere mm. Bloggen kan I alle sammen følge med på!

I januar/februar skal jeg være dommer i Saxos Skrivedyst sammen med Kim Langer. Det var jeg også sidste år, og det glæder jeg mig meget til!

Jeg er også super glad for at fortælle, at jeg er blevet ansat som underviser på Brønderslev Forfatterskole 2016 på novelleholdet for de yngste elever. Det glæder jeg mig mega meget til! Så hvis du er en skriveglad ung mellem 14 og 20 år, synes jeg du skal holde øje med hjemmesiden!

Jeg er også allerede blevet booket til et par foredrag, og jeg glæder mig til at komme ud og møde
mine læsere. Det er stadig muligt at booke foredrag i 2016, hvis din skole/bibliotek/kirke har lyst til at møde en forfatter. Kontakt mig her.

Jeg har ét nytårsfortsæt og det er, at jeg i år vil skrive på det, jeg har aller mest lyst til hver eneste dag. Og sådan håber jeg, at jeg får skrevet nogle rigtig gode bøger og noveller. Har du et skrive-nytårsfortsæt?

God læselyst og godt nytår derude!


Mange hilsner Camilla Wandahl